Tilslutningsanlæg Fredericia Syd, besigtigelses- og ekspropriationsforretningen den 30. april 2019

 

 

 

 

 

EKSTRAKT

UDSKRIFT

AF

FORHANDLINGSPROTOKOLLEN

FOR

STATSEKSPROPRIATIONSKOMMISSIONEN

FOR JYLLAND

 

 

TILSLUTNINGSANLÆG

FREDERICIA SYD

(Besigtigelses- og ekspropriationsforretningen den 30. april 2019)

1. hæfte

 

 

Tirsdag den 30. april 2019 kl. 10.30 samledes kommissionen på Trinity Hotel & Konference Center, Gl. Færgevej 30, Fredericia for at afholde en kombineret besigtigelses- og ekspropriationsforretning i anledning af ombygning af tilslutningsanlæg Fredericia Syd.

 

Til stede var Kommissarius ved Statens Ekspropriationer i Jylland, Mette Plejdrup Nielsen, de af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet udpegede medlemmer af kommissionen, gårdejer Niels Wind-Friis, Vamdrup og tidligere gårdejer Niels Juel, Hadsund samt Knud Møller Jensen, Samsø og Uffe Henneberg, Ejstrupholm, der af kommissarius er udtaget fra den af kommunerne udarbejdede liste over kommunale medlemmer af kommissionen.

 

Som repræsentant for Fredericia Kommune mødte civilingeniør Tina Dinesen.

 

Den ledende landinspektør, Søren Andersen, mødte.

 

Protokollen førtes af fuldmægtig, cand. jur. Mads Dalsgaard.

 

For anlægsmyndigheden, Vejdirektoratet, mødte projektleder Peter Sveistrup Kristensen, afdelingsleder Helle Liocouras Nielsen, landinspektør Anders Præst Andersen og landinspektør Ove Kristensen.

 

En række af de af anlægget berørte lodsejere og andre interesserede var mødt.

 

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har ved brev af 5. december 2018 bemyndiget Vejdirektoratet til at forelægge sagen for ekspropriationskommissionen.

 

Vejdirektoratet gjorde rede for projektet og oplyste følgende:

 

Forudsætninger

Der er fremkommelighedsproblemer i begge rampekryds. Om morgenen er der primært problemer med at afvikle trafikken fra motorvejen, hvilket medfører tilbagestuvning til motorvejen. Om eftermiddagen er der primært problemer med at afvikle trafikken fra Snoghøj Landevej mod motorvejen. Formålet med projektet er generelt set at forbedre fremkommeligheden på lokaliteten.

 

Projektet har hjemmel i trafikaftalen af 29. januar 2018, ”Udmøntning af midler til bedre fremkommelighed og trafiksikkerhed”, mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti, og finansieres gennem medfinansieringspuljen § 28.21.30.27.

 

Det samlede budget udgør 35,8 mio. kr., og i aftalen indgår, at Fredericia Kommune medfinansierer projektet med 18,3 mio. kr., fordelt med 9,8 mio. kr. i 2019 og 8,5 mio. kr. i 2020.

 

Transportministeren har i brev af 5. december 2018 henvist projektet til behandling ved ekspropriationskommissionen, jf. lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, § 12, stk. 1.

 

Myndighedsgodkendelser

Strækningen ligger i Fredericia Kommune.

 

Ved brev af 21. november 2018 har Vejdirektoratet fremsendt projektet til Sydøstjyllands Politi med anmodning om politiets bemærkninger i henhold til færdselslovens § 100. Sydøstjyllands Politi har ved mail af 17. december 2018 givet samtykke til projektet.

 

Ved brev af 19. november 2018 er projektet fremsendt til udtalelse ved Fredericia Kommune, jf. vejlovens § 24, stk. 2. Fredericia Kommune har ved mail af 4. december 2018 tilkendegivet, at denne kan acceptere projektet, men ønsker, at der anlægges et fodgængerfelt i den vestlige side af det sydlige kryds. Kommunens ønske indarbejdes i projektet.

 

I henhold til aftale mellem Vejdirektoratet og Miljøstyrelsen har Vejdirektoratet foretaget en vurdering af, om projektet skal anmeldes til VVM-screening. Vejdirektoratet har ikke anmeldt projektet til VVM-screening, da de miljømæssige effekter er begrænsede.

 

Tirsdag den 11. december 2018 er ansøgning om udledningstilladelse for udledning af vejvand til vandløb sendt til Fredericia Kommunes Miljømyndighed.

 

Tirsdag den 11. december 2018 er vandsynsprotokol for udbygningen af tilslutningsanlægget indeholdende etablering af vandløb sendt til Fredericia Kommunes Vandløbsmyndighed.

 

Den 12. december 2018 modtages fra Fredericia Kommune følgende svar,

 

Tak for din ansøgning på vegne af Vejdirektoratet af 11. december 2018: Østjyske motorvej (E20) ved Snoghøj Landevej, udledningstilladelse for afkørsel nr. 59 til Skovhavebækken.

 

Fredericia Kommune går nu i gang med at behandle ansøgningen, og vi vender tilbage, hvis vi har brug for yderligere informationer mv.

 

Den 26. februar 2019 har Vejdirektoratet af Fredericia Kommune modtaget den fornødne udledningstilladelse for udledning af vejvand.

 

Tegningsliste

 

Tegn. nr.

Emne

Stationering

Mål

Rev.

H04007-1002

Oversigtsplan

 

1:25.000

-

H04007-3003

Ekspropriationsplan

Km:

208.500 - 209.820

1:1.000

-

H04007-33003

Kombineret

besigtigelses- og

ekspropriationsplan

Km:

208.500 - 209.820

 

1:2.000

-

H04007-4003

Plan

 

Km:

208.500 - 209.900

1:1.000

-

 

H04007-5004

Længdeprofil

Km:

208.950 - 209.271

1:100/1:1.000

-

 

H04007-7003

Normaltværsnit

Km:

208.500 - 209.900

1:100

-

H04007-7004

Normaltværsnit

Nordlige kryds

1:100

-

H04007-7005

Normaltværsnit

Sydlige kryds

1:100

-

 

 

Projektbeskrivelse

 

Strækningen

Projektet omfatter etablering af ny vestvendt tilkørselsrampe til E20 og udvidelse af eksisterende rampeanlæg - frakørselsrampe fra vest, tilkørselsrampe mod øst og tilkørselsrampe mod vest, samt ombygning af de eksisterende signalanlæg i nord og syd på Snoghøj Landevej.

 

Vejanlægget er beliggende i Fredericia Kommune.

 

Projektet omfatter en ombygning af det sydlige og nordlige rampekryds, som overordnet set omfatter:

 

Sydlige rampekryds

Frakørselssporet udvides umiddelbart efter jernbanebroen til to spor og igen til tre spor umiddelbart inden horisontalkurven.

Ved frakørselsrampens ”opmarchareal” ved Snoghøj Landevej udvides med et ekstra højresvingsspor, således at der bliver 2 højresvingsspor. Der er et ligeudspor og et venstresvingsspor (grunden til det separate ligeudspor skyldes, at det indgår i Fredericia Kommunes planlægning, at på et tidspunkt forlænges vejen under jernbanen).

Tilkørselsrampen udvides til to spor med sammenfletning efter ca. 110 - 120 meter.

På Snoghøj Landevej, nord etableres der et ekstra venstresvingsspor, så der er to venstresvingsspor over de sidste 100 meter frem mod signalanlægget.

På Snoghøj Landevej, syd etableres der et nyt separat højresvingsspor for at skabe mere magasinplads og for at sikre bedre forhold for cyklisterne. I krydsområdet etableres der en mindre helle, som kan sikre ventende venstresvingende cyklister fra Snoghøj Landevej.

 

Nordlige rampekryds

Der etableres en ny vestvendt tilkørselsrampe til trafik fra nord mod vest. Rampen flettes sammen med den nuværende sløjferampe (trafik fra syd mod vest) inden sammenfletningen med motorvejen.

Adgang til den nye rampe etableres via nyt højresvingsspor på Snoghøj Landevej. Mellem ligeud- og højresvingssporet etableres en delehelle, således at der kan etableres separat regulering af cykeltrafikken.

Den eksisterende østvendte rampe mod Kolding forsynes med ny højresvingsbane, hvor cykeltrafikken kører i egen fase.

 

Dimensioneringshastighed

Projektet er beliggende i byzone, hvor hastighedsbegrænsningen er 110 km/t på E20 og 60 km/t på Snoghøj Landevej i den sydlige del af projektområdet og 70 km/t på Snoghøj Landevej i den nordlige del af projektområdet.

 

Rampeanlægget differentieres i hastighed afhængig af udformning.

 

Ved etablering af ny vestvendt tilkørselsrampe ændres den nuværende hastighed på eksisterende vestvendt tilkørselsrampe til 60 km/t for at sikre tilstrækkelig flettestrækning med ny vestvendt tilkørselsrampe inden jernbanebroen.

 

Afvanding

Afvanding sker til eksisterende afvandingssystemer i motorvejen og Snoghøj Landevej.

 

Private vandløb reguleres i fornødent omfang i overensstemmelse med vandløbslovens bestemmelser. Vandsynsprotokol vil blive fremlagt ved ekspropriationsforretningen.

 

Rampen afvandes normalt til grøfter i påfyldning og til trugformede forsænkninger med dræn, hvor vejen ligger i afgravning.

 

Afvandingsledninger og grøfter beregnes for en nedbørsintensitet på mindst 140 l/sek/ha. Der regnes kun med afstrømning fra befæstede arealer, og afløbskoefficienten sættes her til 1,0.

 

Forslag til retablering af eksisterende drænledninger og grøfter m.v. udarbejdes i det omfang, som foreliggende oplysninger gør det muligt.

 

Der etableres nyt vandløb nr. 1 for afvanding af afskåret opland, i alt ca. 0,5 ha. Vandløbet etableres som en Ø 150 mm ledning langs rampen fra st. ca. 209.075 til st. ca. 209.175.

 

Vandløbet tilsluttes en eksisterende Ø 800 mm ledning tilhørende Vejdirektoratet i st. ca. 209.075, hvor der etableres en ny brønd på vandløbet.

 

Afløbet fra eksisterende motorvej og den nye NV rampe tilsluttes til og udledes i vandløbet i den nye brønd i st. ca. 209.075.

 

Tilslutninger

Der etableres følgende tilslutninger:

Snoghøj Landevej, hovedvej 28 tilsluttes E20 Taulovmotorvejen med en ny vestvendt tilkørselsrampe.

 

Tværprofil

Tværprofiler er forhandlet med de respektive vejbestyrelser og fremgår af afsnittet: Særlige bestemmelser.

 

Generelle bestemmelser

 

Byggelinjer

De eksisterende byggelinjer langs E20, Taulovmotorvejen er 50 meter fra vejmidte af motorvejsanlægget, og de eksisterende byggelinjer langs Snoghøj Landevej er 20 meter parallelt med vejen. Der ændres ikke på de eksisterende byggelinjer.

 

Arealerne langs den nyanlagte vestgående rampe pålægges servitut om byggelinjer, der skal sikre færdslens tarv, og at vejen senere kan udvides til en større bredde, jf. vejlovens § 40.

 

Byggelinjerne fastsættes således:

Fra rampens venstre kørebanekant                    35 meter

 

Til alle ovennævnte afstande tillægges højde- og passagetillæg, der er henholdsvis 2 gange højdeforskellen mellem vejmidte og jordlinje og mindst 1 meter, jf. vejlovens § 40, stk. 5.

 

Der kan bygges ud til byggelinjen, hvis bygningens jordlinje ligger i højde med vejens midte.

 

Servitutter om byggelinjer, som overflødiggøres som følge af vejanlægget, aflyses.

 

Fri oversigt

Der kan pålægges servitut om fri oversigt i overensstemmelse med vejreglerne.

 

De eksisterende oversigtsservitutter opretholdes.

 

Adgange

Nedlæggelse, retablering og etablering af adgange er beskrevet under afsnittet: Særlige bestemmelser. Adgange, der ikke er nævnte, berøres ikke.

 

Adgangsbegrænsning

Der pålægges ikke servitut om adgangsbegrænsning på ejendomme.

 

Arbejdsareal m.v.

Der eksproprieres midlertidigt et areal langs de nye vejarealer. Arealet bruges til arbejdsareal, materialedepot m.v. og har normalt en bredde på 10 meter, men enkelte steder er det begrænset til 5 meter. Hele den østlige del af matr. nr. 52ah, hele matr. nr. 67k og den sydlige del af matr. nr. 67b alle Erritsø By, Erritsø eksproprieres midlertidigt til arbejdsareal.

 

Der eksproprieres endvidere et midlertidigt areal til anstillingsplads på den vestlige del af litra 7000ea Erritsø By, Erritsø sydvest for projektområdet.

 

Vedligeholdelse

Den fremtidige vedligeholdelse, herunder vintervedligeholdelse, af de ved anlægget nyanlagte, ombyggede og forlagte veje skal - fra det tidspunkt, hvor vejene åbnes for trafik - i overensstemmelse med vejlovgivningens almindelige regler, påhvile de vejbestyrelser eller private ejere og brugere, til hvem vejene afleveres efter anlæggets færdiggørelse.

 

Der etableres autoværn ved toppen af afgravningsskråning langs den vestvendte rampe mod matrikel 52t Erritsø By, Erritsø. Autoværnet vedligeholdes af Vejdirektoratet.

 

Øvrige forhold

 

Udgiftsfordeling

Projektet gennemføres som et medfinansieringsprojekt mellem Vejdirektoratet og Fredericia Kommune.

 

I aftalen indgår, at Fredericia Kommune medfinansierer projektet med 18,3 mio. kr.

 

Vejbestyrelsesforhold

Vejdirektoratet er vejbestyrelse for E20 Taulovmotorvejen, inkl. ramperne.

 

Fredericia Kommune er vejbestyrelse for Snoghøj Landevej.

 

Fremmede ledninger

Ledninger vil blive omlagt i fornødent omfang.

 

Overdragne arealer

Afskårne eksproprierede arealer, skråninger og regulerede arealer med anlæg større end eller lig med 5 samt aflagte vej- og vandløbsarealer, der efter arbejdets udførelse vil kunne nedlægges, søges normalt tillagt tilgrænsende ejendomme.

 

Overdragne eksproprierede arealer afleveres og modtages i den stand, hvori de normalt indgår i den afgivende ejendoms drift på afleveringstidspunktet. Eventuelle faste hegn og beplantning medfølger, med mindre andet besluttes af ekspropriationskommissionen.

 

Særlige bestemmelser

 

Fredericia Kommune

E20 Nyborg-Kolding km 208.570 - 209.700

 

Km 208.570 - 208.850

Eksisterende østvendt tilkørselsrampe mod Nyborg udvides.

 

Km 208.750 - 208.860

Eksisterende østvendt frakørselsrampe udvides.

 

Km 208.960 - 209.700

Etablering af ny vestvendt tilkørselsrampe mod Kolding.

 

E20 Nyborg-Kolding km 208.650 - 209.050, Kommunevej Snoghøj Landevej.

 

Km 208.770, Signalanlæg i syd

Sydlige del af krydset udvides med højresvingsbane på 3,25 meter, cykelsti på 2,50 meter og yderrabat på 0,60 meter.

Nordlige del af krydset udvides i højre side med cykelsti på 2,50 meter og yderrabat på 0,60 meter.

Nordlige del af krydset udvides i venstre side med højresvingsbane på 3,25 meter, cykelsti på 2,50 meter og yderrabat på 0,60 meter.

Nordlige del af krydset udvides med ekstra venstresvingsspor på 3,50 meter i eksisterende midterrabat.

 

Km 208.950, Signalanlæg i nord

Sydlige del af krydset udvides med højresvingsbane på 3,25 meter, cykelsti på 2,50 meter og yderrabat på 0,60 meter.

Nordlige del af krydset udvides i venstre side med højresvingsshunt på 3,25 meter, cykelsti på 2,50 meter og yderrabat på 0,60 meter.

Eksisterende venstresvingsbane nedlægges ved udvidelse af midterrabat.

 

***************

 

De fremmødte lodsejere og disses repræsentanter havde lejlighed til at udtale sig, hvorefter kommissionen besigtigede forholdene i marken.

 

De væsentligste bemærkninger var følgende:

 

Indledningsvis ønskede kommissionen anlægsmyndighedens bemærkninger i forhold til det forud for forretningen fremsendte ændrede kortmateriale, hvoraf to nye optioner fremgår. Anlægsmyndighedens repræsentanter oplyste til ovenstående, at optionerne ikke skal være en del af det fremlagte projekt, hvorfor anlægsmyndigheden anmodede kommissionen om at lægge det originale og allerede udsendte kortmateriale til grund og dermed se bort fra de nævnte optioner.

 

Adspurgt oplyste anlægsmyndighedens repræsentanter, at projektet ikke er indrettet til at kunne betjene kørsel med særtransport, idet der på nuværende tidspunkt ikke findes et sådant behov i området.

 

En lodsejers repræsentant ønskede sikkerhed for, at byggelinjerne på lodsejers ejendom ikke rykkes tættere på ejendommens bygninger. Anlægsmyndighedens repræsentanter oplyste til ovenstående, at nærværende projekt ikke indeholder ændringer af byggelinjer. Adspurgt oplyste den kommunale repræsentant, at Fredericia Kommune ikke har aktuelle planer om at ændre byggelinjerne ved de af projektet berørte ejendomme.

 

Samme lodsejerrepræsentant ønskede oplyst, hvorvidt træerne langs ejendommene beliggende på matr. nr. 7ga og 7fø Erritsø By, Erritsø fjernes, samt hvorvidt disse træer genplantes. Anlægsmyndighedens repræsentanter oplyste til ovenstående, at beplantningen fjernes i forbindelse med projektets anlæg, og at der herefter vil blive foretaget en let genbeplantning af området.

 

Kommissionen drøftede herefter projektet og besluttede at godkende det.

 

Der fremlagdes herefter arealfortegnelse nr. 1 med tilhørende ekspropriationsplaner.

 

Kommissionen foretog de rekvirerede ekspropriationer vedrørende de i fortegnelsen opførte ejendomme.

 

Der gælder følgende generelle bestemmelser vedrørende ekspropriationerne:

 

Rentefoden er 0,00 % p.a.

 

Eksproprierede arealer afgives pr. 30. april 2019, og erstatningsbeløbene forrentes fra denne dato.

 

Såfremt der ikke foreligger anden aftale, fastsættes erstatningen for midlertidig brug efter anlæggets udførelse og tilfalder den, der er ejer (eventuel bruger) af arealet på tidspunktet for den midlertidige brug.

 

I tilfælde, hvor der ikke umiddelbart opnås forlig, kan der blive tale om a conto afregning af erstatninger. Afregningsbeløbenes størrelse og øvrige vilkår fastsættes af kommissarius.

 

Den matrikulære og tingbogsmæssige berigtigelse vedrørende de overdragne arealer vil til sin tid finde sted uden udgift for modtagerne, såfremt den sker i forbindelse med den tilsvarende berigtigelse vedrørende de øvrige til anlægget eksproprierede arealer.

 

Kommissarius forestår indberetning til skattemyndighederne vedrørende ændringer i ejerforholdene. For ejendomme, der er berørt af delekspropriationer, foretages der en omvurdering med skattemæssig virkning fra den 1. januar 2021. Der tages derfor ved erstatningsfastsættelsen hensyn til, at ejeren i et tidsrum efter ekspropriationen skal svare skat af det eksproprierede areal.

 

Med undtagelse af erstatninger for begrænsede indgreb, der ikke indebærer fare for pantesikkerheden, forudsætter erstatningens udbetaling, at ejeren til kommissarius indsender tingbogsattest og erklæring fra panthaverne i ejendommen. I disse tilfælde tillægges der derfor lodsejeren et beløb til betaling af tingbogsattesten og et skønsmæssigt fastsat beløb til betaling af gebyrer til panthaverne.

 

Reglerne for opgørelse af erstatning er fastsat i § 24, stk. 1, i ekspropriationsprocesloven. Erstatninger, der ikke er fastsat pr. arealenhed, men som faste beløb for det afståede areal og/eller ulemper, ændres således ikke, selv om den endelige opmåling viser et andet areal end forudsat i arealfortegnelsen. Ved delekspropriationer sker dog en regulering, såfremt det afståede areal efter opmåling viser sig at være mere end 5 % større end angivet i arealfortegnelsen.

 

Endelig skal det oplyses, at der ikke, med mindre andet er anført under det enkelte løbenummer, på nuværende tidspunkt er taget stilling til spørgsmålet om erstatning for ejendomsforringelse som følge af anlæggets nærhed, hvorfor ejeren inden for et år efter anlæggets ibrugtagning kan begære dette erstatningsspørgsmål behandlet af ekspropriationskommissionen, jf. § 21 i ekspropriationsprocesloven.

 

Sag om spørgsmål af ekspropriationernes lovlighed skal anlægges ved domstolene inden 6 måneder fra ekspropriationsdatoen.

 

Med hensyn til de enkelte løbenumre passerede følgende:

 

……….

 

Hermed afsluttedes forretningen.

Mette Plejdrup Nielsen

Niels Wind-Friis                              Niels Juel

Knud Møller Jensen               Uffe Henneberg

/Mads Dalsgaard

 

 

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Mads Dalsgaard